"Jeg har en idé til en app - Hvad gør jeg?"

Louise_ferslev_MyMonii

Flere gange om måneden får jeg henvendelser fra personer jeg kender, men også personer jeg ikke kender, der skriver noget a la: "Jeg har en idé til en app, men jeg ved ikke hvordan jeg skal komme igang.. Kan du give nogle gode råd?"

Så nu har jeg så samlet de spørgsmål jeg løbende har fået og skrevet mine svar på dem her.

Lad os bare komme igang med det samme..


Skal jeg gå all-in og opsige mit job for at komme igang?

Nej, det skal du ikke. Forvent at der går lang tid fra du får idéen, til du får bygget første version af appen, får de første 10+ glade brugere på, og får dem til at blive ved med at bruge den over længere tid. Når du har bevist, at der er brugere, som vil bruge din app, så går der noget tid før det kan blive din primære indtjening, så hold fast i dit arbejde, studie eller hvad du laver, i starten hvor du arbejder på at starte det op.

Hvordan får jeg udviklet appen?

Overordnet er der to veje du kan gå:

1. Finde nogle udviklere hjemme i Danmark, som også brænder for idéen og vil være med til at stifte virksomheden sammen med dig. 2. Betale nogle udviklere for at bygge appen for dig. Dette kan enten være udviklere her fra Danmark (forvent at de er dyre) og det kan være udenlandske udviklere.

I MyMonii har vi helt fra starten brugt Softheme, som er et udviklingshus i Ukraine (Kiev). Det har fungeret godt. Jeg giver gerne en introduktion til dem, hvis du vil have en god kontakt der. Skriv til mig på louise@mymonii.com hvis det er.

Der er fordele og ulemper ved begge veje, men jeg har lært at danske udviklere er svære at få fat i, de dygtige er meget dyre og de er svære at fastholde - hvis de er dygtige, får de nye tilbud hele tiden fra virksomheder der kan betale dem kassen hver måned. Så hvis du er i et helt tidligt stadie, så vil jeg anbefale dig at betale nogle udenlandske udviklere for at udvikle første version af appen.

Hvad koster det så at få lavet første version af en app?

Som jeg husker det kostede allerførste version af MyMonii et sted mellem 50-70.000 kr. Det var en helt skrabet version. Der var meget få funktioner og det var kun til iOS. Men det var nok til at få den første rigtige feedback på idéen fra rigtige mennesker. OG det gav mig mega meget blod på tanden og motivation at se idéen være "i live".

Hvordan ved jeg om brugerne kan lide min app?

Det er ganske simpelt: De skal bruge den. Og de skal blive ved med at bruge den.

Husk at få dine første brugeres email adresser, så du kan være i kontakt med dem. De brugere, som ikke kommer igang med at bruge din app skal du skrive til og spørge: "Hvorfor er du ikke kommet igang?". Og de brugere, som allerede er godt igang og som bliver ved med at bruge den skal du skrive til og spørge: "Hvorfor er I glade for at bruge appen?". Det kan godt være at det kun er 10-20%, der svarer i første omgang, men det er vigtig feedback for dig, så sug til dig. Og skriv ud igen, og igen, og igen.

Skal jeg finde en investor for at komme igang?

Jeg vil ikke råde dig til at bruge for lang tid på at finde en investor i det tidlige stadie af din idé. Jeg brugte alt for lang tid på det i starten, inden jeg overhovedet fik bygget første version af appen. Der var dog mange andre ting, som jeg lærte af at tage kontakt til investorer tidligt og det har også styrket mit netværk, men når jeg ser tilbage så brugte jeg for lang tid på snak og på at håbe, at der var nogle der ville smide penge i min idé, som på det tidspunkt kun var en powerpoint og en masse passion, dvs. 0 kr. værd :) 

I starten gælder det om at finde 50.000 kr. ca. og få bygget første version. Så er du igang og så er det nemmere for dig at finde en investor, hvis det er dét du vil. 

Skal jeg både udvikle appen til iOS og Android?

Nej. Det er for dyrt og for besværligt at få bygget til begge platforme og efterfølgende vedligeholde det. I starten skal du kun arbejde på at få de første brugere på, som vil blive ved med at bruge appen over længere tid. 

Hvor mange funktioner skal jeg have med i første version?

Så lidt som muligt! Prøv at begræns dig til maksimalt 5 funktioner. Altså maksimalt 5 knapper, eller skærme eller hvad der nu skal være i din app. På den måde sikrer du dig, at du kun får kernen af din idé med i første version. Funktioner som signup/login og indstillinger kan du godt vente med at få ind i appen.


Du er meget velkommen til at skrive til mig på louise@mymonii.com, hvis du har andre spørgsmål end dem der er her, eller vil have uddybet nogle af dem. Så kan jeg give dig mit svar på dem og tilføje dem her til listen. 

Blandt de 50 mest inspirerende kvinder i tech-branchen (Norden, 2016)

Her i onsdags blev 2016's Inspiring Fifty Nordics annonceret, og jeg var på listen, hvilket jeg er meget stolt over.

Det er en stor ære for mig at være nævnt på denne liste! 

Blandt de 50 kvinder på listen er mange af mine egne forbilleder, blandt andet Camilla Ley Valentin, Gulnaz Khusainova, Christiane Vejlø, Natascha Friis Saxberg, Soulaima Gourani, Lisbeth Chawes. Så derfor er jeg meget beæret over at være med på listen.


Annonceringen blev fejret ved et event i Stockholm, så Jens (min kæreste) og jeg tog 3 dage til Stockholm og nød den smukke by sammen.

Inspiring Fifty, som står bag kåringen, er et stort europæisk initiativ, som har til formål at identificere, fremme, udvikle og fremvise kvinder i ledende stillinger i teknologisektoren. Igennem blandt andet events, publiceringer og diverse workshops, har Inspiring Fifty bygget en international platform som motiverer og uddanner millioner af kvinder på verdensplan. Tanken er, at inspirere en ny generation af store, kvindelige ledere og entreprenører, som kan tage fat, når det drejer sig om meningsfulde og holdbare ændringer.

Her kan du se nogle stemningsbilleder fra aftenen i Stockholm:

Udelukker vi potentielle tech-iværksættere gennem vores måde at tale om iværksætteri på?

Dette indlæg er skrevet af gæsteblogger og statskundskabsstuderende

William Frederik Kier

William er igang med at skrive sit speciale hvor han fokuserer på at finde ud af hvorfor der er så få kvindelige iværksættere i Danmark.  

 

 


I mit speciale i Statskundskab på Københavns Universitet fokuserer jeg netop på dette spørgsmål: Udelukker vi potentielle tech-iværksættere gennem vores måde at tale om iværksætteri på?

Mit udgangspunkt er en undren over det lave antal kvinder, der bliver tech-iværksættere. Dette ser jeg som et markant ligestillingsproblem, hvor ligestilling ikke bare handler om lige rettigheder.

Tværtimod mener jeg, at problemet især er funderet i vores måde at bruge sproget på: Vores forståelse og brug af ord påvirker individers muligheder. Betydningen af ordene "Tech" og "iværksætteri" er ikke låste og objektive begreber, men har varierende betydninger over tid.

Samtidig begrænser visse betydninger visse identiteter og faciliterer andre. Ord har magt.

I den forbindelse interviewer jeg en række kvindelige tech-iværksættere for at høre, hvordan de forstår tech-iværksætteri.


Ligger der bestemte antagelser bag iværksætterforståelsen?

I hvilken grad domineres feltet af bestemte normer?

Er bestemte handlinger påkrævede, hvis man vil tages seriøst som iværksætter?


Det har jeg netop snakket med Louise Ferslev om for at få hendes vinkel på, hvad tech-iværksætteri er og indebærer. Hun har selv startet virksomheden MyMonii, som er en app og dermed et tech-startup. Louise har ingen baggrund indenfor IT, men har alligevel startet en app-virksomhed uden en teknisk co-founder.

Hvor stor en procentdel af dit arbejde med at starte virksomheden op har været IT baseret arbejde?

Jeg vurderer det til at udgøre omkring 10-20% af mit arbejde. Vi har outsourcet IT udviklingen til et bureau i Kiev (Ukraine), så jeg sidder og styrer IT projektstyringen uden nogen form for erfaring og det har fungeret fint indtil nu. Jeg har bare lært hvordan man gør det løbende. Resten af tiden bruger jeg på at planlægge frem i tiden, ligge budgetter, bogføre, betale regninger, uddelegere opgaver, svare mails, holde møder, lave investor-præsentation (pitchdecks) og sørge for at det er de rigtig folk, der kommer til at sidde og arbejde i MyMonii + mange andre udforudsete opgaver

Da William kom til mig havde vi en god snak omkring hvor vidt det kan skræmme særligt kvinder væk at kalde det for "tech-iværksætter" fordi det lyder, som noget der er meget teknisk krævende og kompliceret. Kan det skræmme nogle kvinder væk? Ja, det tror jeg faktisk godt. Det var en øjenåbner for mig, at William havde tænkt over ordenens betydning.

Medierne og iværksætterne selv kan godt lide at fortælle historien om at man skal have en teknisk co-founder, som kan programmere, hvis man vil starte en tech-virksomhed, men jeg har set masser eksempler hvor dette ikke er tilfældet. Man kan sagtens komme rigtig langt uden disse skills. Hos MyMonii er vi først nu i gang med at ansætte en CTO (ansvarlig for alt IT), men det er faktisk først nu at det er blevet en nødvendighed, for indtil nu har vi jo startet MyMonii uden IT kompetencer internt.


Hvad synes du? Er det noget du nogensinde har tænkt over og er det overhovedet noget vi kan gøre noget ved?